JEG ER FAKTISK PISSE MISUNDELIG

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er faktisk pisse misundelig. Misundelig på jer smukke gravide kvinder, med store flotte maver. Jeg er i øvrigt også misundelig på dem, vis kærester deltager i fødselsforberedelser og scanninger. Det er præcis disse to ting, som giver en lille klump i halsen, når jeg får en reminder på de sociale medier. Du husker måske, hvordan jeg ikke var fuldstændig pjattet med at være gravid, følte mig som en stor flodhest. Og idag undre jeg mig over, hvordan jeg ikke var mere vild med oplevelsen. Hvordan jeg kunne være så fokuseret på følelsen af at være kæmpe stor, fremfor den frodige kvindelighed med et barn i maven. Set tilbage, ligger det nok mere i mit valg ad den daværende kæreste jeg havde. Alt andet lige, så jeg et afsnit af Adam og Noah, som jeg i øvrigt gør ret tit. De er sgu sjove! Det her var omkring kvinder og graviditet, en bid af deres show som de tilsyndeladende har fjernet. En historie om hvordan Adam’s højgravide søster, forlanger hendes mand skal kører X antal km på cykel for at hente Mc.D mad. En situation, de fleste af os kvinder kan nikke genkendende til. CRAVINGS! I afsnittet siger Adam i forbindelse med om hans svoger cykler de X antal km, “Alle i rummet tænker, selvfølgelig gør han det“. Hvilket han selvfølgelig gjorder. Det slog mig egentlig, er det en selvfølgelighed? Jeg ville dælme gerne have byttet min den kæreste ud med en, som hentede mine cravings til mig! Bare en enkel gang, ville havde været fremragende! Shit jeg er misundelig!! Hvilket fik mig til at tænke på, er den slags kvinder egentlig klar over hvor heldige de er?

Min realitet på det tidspunkt, var bare anderledes. Jeg stod meget alene i min graviditet, faktisk stod jeg fuldstændig alene. Ligeså vel som de første mdr i hendes liv. Ind i mellem havde jeg en veninde eller min mor med til scanninger, men oftes var alt omkring Kærlighedsvæsnet solo Signe. Jeg delte mine glæder og mine bekymringer med mine forældre og nærmeste veninder, det var bestemt ikke noget jeg talte om derhjemme. Jeg var så opslugt og fokuseret over at jeg skulle være mor, at jeg skubbede mit ikke-fungerende forhold ud af mine tanker. Dumt, ja. Men den omtalte boble omkring Kærlighedsvæsnet og jeg, startede allerede under graviditeten. Hvilket nok var det bedste jeg kunne gøre, da hun på ingen måde er påvirket af den svære situation. Lige for at binde sløjfen, er dette bestemt ikke ment som at hate på eller udstille ham, eller for den sags skyld ynke. Men mere for at nævne den realitet, som jeg stod i på daværende tidspunkt, og at jeg i øvrigt er pisse misundelig på jer, med fremragende kærester og lækre preggo-maver! Måske, burde i sige tak til jeres kærester og endda lave hans livret? 🙂

I øvrigt mit tidligere indlæg, omkring at dele sit barn. Kærlighedsvæsnet, har været en kæmpe del af mit liv de sidste 2 år. Først da hun startede vuggestue for 2 mdr siden, blev vi adskildt i nogle timer af gangen. Nu er vi oppe på 5-6 timer max. Det er nok det, som gør det hele rigtig rigtig svært. At være adskilt er ikke mit behov. Ikke sagt, at hun ikke skal have sin far i sit liv. Det skal hun selvfølgelig. Og det er også dejligt, at se hvordan de er blevet gladere for hinanden. Men fra mit rene egoistiske synspunkt, har jeg svært ved at forestille mig nogensinde at skulle undvære hende til overnatninger, juleaftner og andre højtider. Det er noget, som jeg skal arbejde med. Det her er ikke for at kritisere hendes far, for ærligtalt kan han hverken gøre til eller fra i den givende situation. Det er blot mig, som skal sluge ekstrem fede elefanter!