Valget er truffet, jeg stopper med at amme! Det er ikke mangel på mælk i mine bryster. Tværtimod. Det er ikke hende selv som har valgt amningen fra. Desværre. Trods jeg er pisse ærgelig over at stoppe min amning, så er det for hendes bedste. Kærlighedsvæsnet er 22 mdr gammel, om 2 mdr fylder hun 2 år. 2 år var aftalen mellem hendes far og jeg for første overnatning. Jeg var super glad for den opbakning, især fordi de små får så mange ekstremt gode ting igennem modermælken, som de tager med sig hele livet. Ifølge WHO’s anbefalinger er amning til mindst. 2 år, hvilket var mit mål. 2 år! Desværre, holdt aftalen med hendes far ikke og han har indkaldt til møde i statsforvaltningen om få uger. Et møde som handler om første overnatning og jeg har følt at jeg stod på en skillevej. I Danmark anbefales at man ammer til barnet er 1 år, altså de 2 år er ikke noget statsforvaltningen vil bakke mig op i. Kærlighedsvæsnet har ikke sovet ude før og hun har ikke undværet amning før. Ergo, skulle jeg stå ved min amning til 2 år og håbe hun ville tag flaske? Eller tag kampen mens jeg kan holde hendes hånd og sikre første overnatning ikke er en større omvæltning end det burde? En skillevej!

Hendes behov kommer i første række. Altid. Hvis jeg kan hjælpe til, at hun finder mere ro igennem natten på hendes første overnatning. Then.. valget var i virkeligheden ikke så svært. Det ville enten være nu eller min egen deadline om en 1,5 mdr’s tid. Valget er truffet og kampen skal tages! Jeg elsker at amme, elsker at give mit barn en masse nærig og elsker faktummet at nærværet. Et kapitel skal afsluttes, for at starte et nyt. Overnatning.

Bund ærligt: Ind imellem stinker det direkte at være “skilsmisse” forældre. Hele konceptet i sig selv er ikke specielt flatterende, når man har samarbejdsvanskeligheder.