HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

AT SKULLE DELE

Indlægget indenholder reklame links.

deleboern-1

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen sætter børn i verden for det formål at skulle dele dem. Måske sker det, hvad ved jeg. Men det var bestemt ikke sådan jeg havde forestillet mig vores liv skulle være. At jeg skulle dele hende, var slet ikke i mine tanker da jeg holdte hende i mine arme for første gang. Det giver en mærkelig følelse i min mave, en følelse af ekstrem savn og frygt. Mest af alt fordi jeg ikke har prøvet det, det føles usikkert og det giver bekymringer. Denne aften var første aften, Kærlighedsvæsnet tilbragte hos hendes far. Hele dagen har jeg haft en klump i halsen, uden at vide hvordan jeg egentlig skulle forholde mig. Vi er lige kommet hjem fra 2 ugers ferie, hun har nærmeste ikke set ham i 3 uger pånær i søndags, hun har haft reagerede fuldstændigt vildt og voldsomt på både samværet søndag og vuggestuen mandag. Hun har været og er stadig pylret, et hængetræ, mange grædeturer men værst af alle er night terror! Mine mor bekymringer!! Jeg skal hurtigt nævne, at det er gået godt. Hun har været i bad, fået mad og var glad da hun kom hjem. Jeg fik endda billeder undervejs. Hun reageret selvfølgelig ved sengetid og frygter lidt endnu en nat med night terror. Men oven på ferie reagere de fleste småbørn jo. Som har intet med ham at gøre, blot en normal og fornuftig reaktion på en forandring. Ikke at reaktionen er sjov, men normal.

Tilbage til emnet. Delebørn. Faktummet er, at hun er et delebarn. Hun har to familier og jeg skal på et tidspunkt undvære hende til en overnatning, måske en ferie, endda juleaften. Det er fuldstændig surrealistisk for mig, at tænke på lige nu. Kan slet ikke forestille mig, at vågne op i min egen seng uden hende og da slet ikke at holde jul uden hende i mine arme. Hvilket præcis får mig til at skrive dette indlæg, at skulle dele. Det virker da forfærdigeligt! Hvordan klarer i andre det? Hvordan kommer i igennem de aftner og nætter? Har lad mig hører, at man lærer at nyde alene tiden. Men jeg kan slet ikke forestille mig at nyde den? Er jeg bare pisse pylret?

above-copenhagen-lookbook-released12

6 kommentarer

  • Maria

    Jeg har endnu ikke vænnet mig til, at de ikke er her, men jeg er begyndt at nyde tiden mere og mere. Mest af alt, fordi jeg kan se deres store glæde når de skal hjem til deres far og jeg ved at de har det godt der 🙂 Vi har delt i knap et år nu..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    …hun er stadig saa lille, hvorfor skal hun overnatte ude. det er jo dig der er hendes mor, det er trods alt dig der har brysterne… Og at hun er saa paavirket af det er normalt, men hvorfor byde hende det…bare fordi det er normalt at reagere som hun goer betyder det jo ikke at man skal blive ved med at udsaette hende for det. Hun er stadig saa lille og at hun har nightterror kan jeg fandme godt forstaa bekymrer dig, hun oplever det jo tydeligvis som noget traumatisk…uuuh. Jeg er kan sagtens forstaa dine bekymringer, hvor maa det vaere ekstremt svaert med delebarn… Foler med dig. Og mest af alt din datter, jeg oensker jer alle det bedste. Hav det dejligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh karen, hun overnatter skam ikke endnu. Hun er stadig lille og jeg ammer, men en dag sker det vel. Det er nok endnu en kæmpe elefant jeg skal sluge på vejen. Hun skal jo selvfølgelig se, kende og være sammen med sin far, og nye ting betyder også tilvænningens periode. Men av! Det føles ikke super rart og helt sikkert noget jeg skal arbejde på <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Okay, gudskelov, jeg troede lige…min morhjerte kunne ikke holde til tanken 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?